Uddannelse og skole

Handicappede har naturligvis adgang til uddannelse og undervisning ligesom alle andre. Og langt de fleste steder er det muligt at få støtte for den funktionsnedsættelse, man har sådan, at man kan gennemføre en helt almindelig ungdomsuddannelse. Der er dog forskel på, hvad man kan få støtte til, og derfor er det en god ide at kontakte uddannelsen på forhånd.

På Uddannelsesguiden kan man få et overblik over de forskellige uddannelser i Danmark, mens man på Aftenskole.nu kan få et overblik over aftenskolernes undervisningstilbud. 

Unge, der er færdige med folkeskolen, har desuden ret til at få uddannelsesvejledning af en ungdomsuddannelsesvejleder.

Klik her for at læse mere om Ungdommens Uddannelsesvejledning Randers (UU Randers)  

Uddannelser målrettet særlige grupper

Ud over ungdomsuddannelser og aftenskoler er der en række tilbud til unge med andre behov. Det kan være unge, der er trætte af at gå i skole, eller unge med handicap. Fx er der på CSV Randers en ungdomsuddannelse særligt rettet mod unge med handicap.

Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse

Alle har ret til en uddannelse, og det gælder naturligvis også unge handicappede, der trods specialpædagogisk støtte ikke kan få noget ud af de traditionelle uddannelser

Randers Kommune tilbyder derfor alle 16 - 25 årige med særlige behov en 3-årig ungdomsuddannelse (STU). Uddannelsen er blandt andet for:

  • Psykisk udviklingshæmmede
  • Multihandicappede
  • Bogligt svage eller sent udviklede unge
  • Unge med erhvervet hjerneskade
  • Unge med autismespektrumforstyrrelser
  • Unge med ADHD eller psykiske lidelser

Formålet med uddannelsen er at udvikle den unges personlige, sociale og faglige kompetencer, så den unge kan få en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt. Ungdomsuddannelsen bliver derfor i videst muligt omfang tilrettelagt individuelt. Altså bliver der taget hensyn til den unges kvalifikationer, modenhed og interesser.

Sådan søger man ind på uddannelsen 
For at søge ind på STU på CSV Randers skal man i første omgang tage kontakt til Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). Herefter sørger UU for det videre forløb.  

Vær opmærksom på, at dette uddannelsestilbud ikke gælder for unge, som allerede har modtaget tre års undervisning på en voksen specialskole.